19-årig dømt for medvirken til vold uden at udøve vold

Et maskeret tæskehold ville sidste år afgøre en uenighed med køller og knive. En 19-årig mand stod på sidelinjen og så på. Det er han nu dømt for.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det, der startede som en uenighed om nogle udtalelser til en fest, udviklede sig til en slåskamp mellem nogle unge mænd ved Aldi i Vig. Dagen efter mødtes parterne igen, men denne gang med masker, køller og knive. 

Den ene person, som var med ved begge episoder, var en 19-årig mand. Han bidrog ikke til de voldelige episoder direkte, hverken med slag eller lignende. Det var den 19-åriges ven, som blev dømt for det forhold.

Men selvom han ikke direkte indgik i den udøvede vold, så er han altså alligevel blevet dømt for medvirken til vold.

Det skriver Nordvestnyt.

Tog ikke afstand fra volden

Den 19-årige mand forklarede til retten, at han kun ønskede dialog om parternes uenigheder. Men her lagde Retten i Holbæk vægt på, at det ikke stemte overens med, at manden mødte op med et maskeret tæskehold, der medbragte knive og køller.

Ifølge byretsdommer Kinna Eidem, så hæfter han for den udøvede vold, når han ikke aktivt tog afstand fra den. Manden skulle altså have forladt stedet eller forsøgt at stoppe volden, før man kunne tale om en reel afstandtagen fra det.

Den 19-årige indrømmede også at være i besiddelse af 262 gram hash til videresalg, og på baggrund af de to forhold blev han dømt til fem måneders betinget fængsel.


Nyhedsoverblik