12-årige Ida holdt tale for kronprinsessen ved afsløringen af årets julemærke

12-årige Ida Kubels personlige beretning har gjort, at hun er blevet udvalgt til at holde tale for kronprinsessen ved afsløringen af årets julemærke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jeg følte mig alene.

Jeg følte ikke, jeg var god nok.

Jeg gik med en torden inde i maven.

Jeg var i et sort hul hver dag.

Sådan lød det, da 12-årige Ida Kubel fra Kværkeby ved Ringsted læste op fra sin tale til offentliggørelsen af årets julemærke på Rådhuset i København.

quote Det forandrede mit liv at komme på Julemærkehjem, fordi jeg var ikke glad, når jeg var derhjemme

Ida Kubel, Kværkeby

Ida Kubel boede på Julemærkehjemmet Liljeborg ved Roskilde i 10 uger i sommer, fordi hun havde det svært med sine klassekammerater på sin gamle skole. Hun følte, hun blev holdt udenfor og fik det rigtig skidt. Så skidt, at hun fik svært ved at sove om natten og udviklede angst. Men Julemærkehjemmet vendte om på det hele.

- Det forandrede mit liv at komme på Julemærkehjem, fordi jeg var ikke glad, når jeg var derhjemme, siger Ida Kubel.

Overrakte blomster til Kronprinsessen

I dag har Ida Kubel det godt igen og er begyndt på en ny skole. Hun er også blevet ambassadør for Julemærkehjemmet, og i anledning af afsløringen af Julemærket 2018 fik hun æren af at være blomsterpige og holde tale for Julemærkehjemmets protektor Kronprinsesse Mary. En oplevelse, hun sent vil glemme.

- Jeg synes, det er gået helt vildt godt. Det rammer lidt på sjælen, at hun synes, det er megasejt af mig. Så jeg synes, det er gået virkelig godt, sagde Ida Kubel lige efter sin tale.

Nervøsiteten op til talen blev hurtigt erstattet af lettelse og glæde, da den var overstået.

- Det giver mig en følelse af, at jeg kan være stolt af mig selv. At jeg nu er nået i mål med det, jeg har sat mig for.

Siden 1904 er overskuddet fra salg af Julemærket gået til udsatte børn i Danmark. Serietegneren Peter Madsen står bag årets julemærke, som er det 115. i en ubrudt række. Dette års tema er Jul i Troldeskolen, og man kan købe mærkerne på posthuset og i flere supermarkedskæder.

Se eller gense indslaget: I dag blev årets Julemærke offentliggjort på Københavns Rådhus af Julemærkehjemmenes protektor Kronprinsesse Mary og blandt deltagerne var 12-årige Ida Kubel fra Kværkeby ved Ringsted. Hun havde nemlig fået det ærefulde job som blomsterpige, og hun skulle også holde tale for den royale repræsentant.

Nyhedsoverblik