10 år med Geocenter Møns Klint

Geocenter Møns Klint har haft stor betydning for turismen på hele sydsjælland i de ti år, det har eksisteret. Det vurderer både Vordingborgs borgmester og Sydkyst Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var store forventninger, da Hendes Majestæt Dronning Margrethe indviede Geocenter Møns Klint i maj 2007. Og forventningerne er stort set blevet indfriet, mener direktøren gennem alle år.

- Det er da en tilfredsstilelse, at det er gået godt i de her ti år, siger Nils Natorp til TV ØST.

De sidste tre år har der været stigende besøgstal. Det har i det hele taget haft stor betydning for hele området, at Møn har fået en så stor turistattraktion, mener turistorganisationen Sydkystdanmark.

quote Vi er stolte over, at vi har en høj kvalitativ formidling af noget af Danmarks vildeste og fedeste natur

Ole Eskling, Møns Klint Resort

- Geocenteret kan sammen med Møns Klint tiltrække både danske og internationale turister, fordi det er en helt unik lokation og en unik natur, fortæller tursitchef Martin H. H. Bender fra Sydkystdanmark, der dækker kommunerne  Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg.

Også på Møn Camping er ejeren begejstret efter 10 år med Geocenteret som nabo.

- Vi er ikke kun glade, men også stolte over, at vi har en høj kvalitativ formidling af noget af Danmarks vildeste og fedeste natur, siger campingchef Ole Eskling, der også kan mærke at interessen er stigende - især fra udlandet.

Stormfuld begyndelse
Hele 100 millioner kroner fra adskillige bidragsydere og fonde skulle der til, dengang Geocentret blev til virkelighed.

Med Geocenterets ti års jubilæum udløber nu også den ti årige underskudsgaranti, som den daværende Møn Kommune med et ganske snævert flertal fik stemt igennem. Der var megen skepsis over projektet, hvor nuværende borgmester i Vordingborg Kommune, Knud Larsen (V), sad med ved forhandlingsbordet. Og han husker ikke beslutningen som specielt populær. 

- Dem, der var valgt ind i kommunalbestyrelsen, blev jo påvirkede af borgere, som sagde: Hvorfor skal kommunen nu gå ind i det, fortæller han.

I dag rummer stedet godt 60 ansatte på en sæson - og hvert eneste år har geocentret generet et overskud på bundlinjen. Underskudsgarantien blev aldrig aktuel.  Og borgmesteren er ganske rolig ved nu at overlade Geocentret fuldstændig til sig selv.

På Geocenter Møns Klint forbereder man nu en stor jubilæumsfest, der skal holdes til foråret.


Nyhedsoverblik