Stadig flere skoler bliver mobilfri.
Senest er Vestskolen i Haslev hoppet med på bølgen. Siden årets skolestart den 13. august har skolens personale nemlig inddraget elevernes telefoner, når undervisningsdagen begynder.
- Vi kan mærke, at eleverne er blevet mere rolige. Nu sidder de og hygger sig og snakker sammen. Der er virkelig sket noget.
Sådan lyder det fra Sigurd Brønnum, der er skoleleder på Vestskolen i Haslev, som står bag beslutningen om en mobilfri skole.
Det betyder, at når eleverne om morgenen træder ind i klasselokalet, så bliver deres smartphones inddraget og låst inde, og så får de dem først, når skoledagen er slut, og de er på vej hjem.
- Det har haft en mærkbar effekt, siger skolelederen.
De fleste elever er selv med på den
Ifølge skoleleder Sigurd Brønnum har det været en nødvendighed at inddrage mobiltelefonerne for at få ro i klassen.
- Vi ser, at eleverne agerer anderledes. De sidder ikke med telefonen i pauserne og bliver ikke forstyrret i timerne, siger han.
Vi ser, at eleverne agerer anderledes. De sidder ikke med telefonen i pauserne og bliver ikke forstyrret i timerne
- Der er mange mennesker, der tjekker den. Det er et forstyrrende element. Det der med, at den ikke ligger i lommen og vibrerer og forstyrrer - det har været nødvendigt nogle gange. Det giver dem en pause.
Eleverne synes det er fedt, at de nu ikke skal forholde sig til deres telefon hele tiden, fortæller skolelederen. Faktisk har nogle elever selv ytret et ønske om forbuddet, inden det blev vedtaget.
- Nogle synes selvfølgelig, det er enormt svært, men langt de fleste siger ”okay fedt” og er med på den, siger Sigurd Brønnum og understreger, at opbakningen fra forældrene også har været positiv.
Det er også forældrenes ansvar at uddanne deres børn til den digitale verden – ikke kun lærernes
Forældre har også en opgave med at uddanne deres børn digitalt
Men bare fordi mobiltelefonen fysisk er ude af billedet, betyder det ikke, at den er fjernet helt fra undervisningen, fortæller skolelederen.
- Vi kalder det ikke en mobilfri skole, vi kalder det en mobilbevidst skole. Det er ikke fordi, vi ikke bruger den længere. Vi passer bare på telefonen, imens der er undervisning. Den største forandring er den her ro, og at eleverne ikke behøver at tjekke den hele tiden, siger Sigurd Brønnum.
Men ifølge skolelederen er der stadig en opgave i digital dannelse og at lære eleverne om mobning på sociale medier.
- Der er også en opgave i forhold til digital mobning. Men den opgave har vi sammen med forældrene. Det er også forældrenes ansvar at uddanne deres børn til den digitale verden – ikke kun lærernes.
Vestskolen i Haslev
Samlet elevtal: 1279 elever